Nødder skal ikke i køleskabet © iStock

Disse 13 fødevarer skal du ikke opbevare i køleskabet

Der er nogle fødevarer, som har bedst af at blive opbevaret andre steder end i køleskabet. Se her hvilke fødevarer, det drejer sig om

Hvilke fødevarer skal være hvor?

Måske har du altid troet, at løg og kartofler hører hjemme i grøntsagsskuffen. Men det viser sig altså ikke at være tilfældet. Det samme er gældende for en række frugter og andre fødevarer. Derfor har vi her samlet en liste over de fødevarer, som du helt sikkert bør tage ud af køleskabet, og opbevare på køkkenbordet eller i køkkenskabet i stedet.

1. Bananer

Bananers modningsproces nedsættes, når de kommer i køleskabet. Lægger du en grøn banan i køleskabet, så forbliver den stort set grøn. Lægger du den derimod i en frugtskål på køkkenbordet, modens den. Kan du bedst lide dine bananer grønne, så kan du med fordel opbevare dem i køleskabet.

2. Avocado

For avocadoer gælder det samme som med bananerne – de modner ikke ordentligt i køleskabet.

3. Peberfrugter

Kan sagtens holde sig uden for køleskabet. Opbevar dem et mørkt sted, altså ikke i sollys på køkkenbordet. Et fadebur ville være ideelt.

4. Tomater

Skal helst opbevares på køkkenbordet. I køleskabet mister de deres smag og bliver grødede.

5. Brød

Hvis du opbevarer dit brød i køleskabet, bliver det hurtigere tørt. Det er vi ikke så vilde med. Opbevar dit brød i et køligt køkkenskab eller i en brødboks.

6. Kartofler

Kartofler har bedst af at blive opbevaret i papirsposer på et mørkt sted. Køleskabet har nemlig en negativ effekt på kartoflernes smag.

7. Løg og hvidløg

Både løg og hvidløg har det bedst uden for køleskabet. Begge dele skal helst opbevares mørkt og lidt køligt. Eventuelt i en lerkrukke. Fugten fra køleskabet gør løgene bløde og bidrager til, at de mugner hurtigere. For hvidløgets vedkommende, så reducerer køleskabet smagen og påvirker levetiden negativt. Ligesom med løget, så kan køleskabet fremprovokere mug.

8. Frugter som æbler, citrusfrugter, bær, ferskener, nektariner og meloner

De fleste frugter mister smag og tekstur i køleskabet. Opbevar på et fad på køkkenbordet, men pas på med at lægge dem for tæt og oven på hinanden – det fremskynder mugprocessen. Hvis meloner opbevares i køleskabet, har de tendens til at blive grynede og dårlige. Opbevar dem ved stuetemperatur indtil de skal skæres ud, derefter bør de opbevares på køl.

9. Olier

De fleste olier kan sagtens opbevares ved stuetemperatur. Hvis der er tale om en olie med lidt lavere fedtindhold, som eksempelvis solsikkeolie, har den bedst af at blive opbevaret køligt. Enten i et mørkt skab eller i lågen i køleskabet. Nøddeolier skal altid på køl.

10. Peanutbutter, nutella og honning

Disse 3 holder sig fint uden for køleskabet. Opbevar dem på et mørkt sted, væk fra sollys.

11. Nødder og tørrede frugter

Skal blot opbevares på et mørkt, køligt sted.

12. Ketchup, soja og syltetøj

På grund af tilsætningsstofferne i disse produkter, kan de fint holde sig uden for køleskabet, også efter åbning.

13. Rødbeder, syltede agurker og asier

På grund af god, gammeldags konservering, kan syltevarer som disse, sagtens holde sig uden for køleskabet. Opbevar dem et mørkt sted.