Sommerens vine © iStock

Perfekte vine til varme dage

Det er tre velkonstruerede roséer, der dominerer kvalitetstoppen i dette sommerfelt. Men hvidvinene følger godt efter med friskhed og saftighed! Find dine kølige hvide, rosé og kølige røde sommervine her

Alle vinene er anmeldt af exam. sommelier Chanet Deleuran

<description>
<Chanet Deleuran>

Hvide- og rosé-sommervine til maks. 100 kr.

“Sæt bare flaskerne i køleskabet! De enkle hvidvine og rosévine smager bedst ved 10-11°. Server ved 8°!”

<description>
<Alamos Rosé Malbec>
2015 Alamos Rosé Malbec, Argentina 60 kr. v/12 fl. hos philipsonwine.com

Et godt køb! Glem alt om upersonlige sommer-rosévine, for her er der valuta i glasset til en god pris. Den dufter af røde bær og brombær og lidt karry. I smagen er der godt med modne, mørke saftige bær, citronskal og brændte løgskaller. En rosé med overraskende kompleksisitet, og den er usædvanlig anvendelig.

<description>
<Colombelle Rosé>
2016 Colombelle Rosé, Frankrig 60 kr. v/6 fl. (1 fl. 70 kr.) hos Erik Sørensen Vin

Inviterende sommerdufte med blomster, jordbær, nektariner og lidt æblekerner. De modne, røde bær går igen i smagen i den livlige og behageligt robuste rosé. En pæn syre og lidt grape holder på den lille bærsødme. En rosé i god balance med frugt og struktur. Den skuffer ikke sommerforventningerne.

<description>
<Viranel Tradition Rosé>
2016 Viranel Tradition Rosé, Languedoc, Frankrig Sommertilbud 100 kr. v/2 fl. (normalt 120 kr.) hos H.J. Hansen

Stik næsen i glasset og oplev masser af røde, saftige bær og roser i den behagelige duft. Modne brombær, appelsiner, klementiner og lidt bittersød rød grape er med på smagspaletten. En rosé med stor saftighed, god mundfylde og lidt tanniner. Nyd den afkølet til salater, lyse fisk og skaldyr af enhver slags.

“Kom halvt is og halvt vand i isspanden – så køler vinen hurtigt”

<description>
<Errazuriz Sauvignon Blanc>
2016 Errazuriz Sauvignon Blanc, Chile Sommertilbud 60 kr. v/6 fl. (normalt 90 kr.) hos H.J. Hansen

Den dufter som en oversøisk Sauvignon Blanc: Let parfumeret med hyldeblomster, lime, græs, hø og asparges. I smagen får du grønne æbler og pærer, saftig agurk, umodne æblekerner og grapeskal. Drik den kold på terrassen, server den til lyst fjerkræ, lyse fisk, salater med agurk og ikke for søde skaldyr.

<description>
<Colombelle “Sélection”>
2016 Colombelle “Sélection”, Frankrig 60 kr. v/6 fl. (1 fl. 70 kr.) hos Erik Sørensen Vin

Hvid favorit! Den dufter allermest af æble, citrus og lime. I munden er der gule, faste blommer og saftige gule stikkelsbær og er dejlig mineralsk i eftersmagen. Det er en slank vin med en superflot frugt og friskhed af lime og urter. Køb bare seks flasker - de skal nok blive drukket til salater, skaldyr, lette fiskeretter med citrus, lyst fjerkræ.

<description>
<Peter Yealands Sauvignon Blanc>
2016 Peter Yealands Sauvignon Blanc, New Zealand I juni: 139 kr. v/2 fl. (1 fl. 100 kr.) hos Kvickly/SuperBrugsen/Dagli'Brugsen

Masser af hyldeblomster, stikkelsbær og gule stenfrugter som modne nektariner, ferskner og urter i både duft og smag. Rank med god kompleksitet i frugtbilledet, med en lidt kort længde. En smagsfyldig sommervin, der vil passe godt til et køligt glas på terrassen og i hvert fald også serveret til fisk og fjerkræ.

<description>
<Cuvée Philipson, Guigal>
2013 Cuvée Philipson, Guigal, Frankrig 100 kr. v/12 fl. hos philipsonwine.com

Her dufter af hvide blomster, modne pærer, frisk abrikos og litchi. I munden er den aromatisk med eksotiske frugter og grønne æbler, æblekerner, tomatstilk, anis, grape og ristede nødder. En fyldig og frisk sydfransk vin til fisk og kylling – fra det krydrede asiatiske køkken til kraftigere retter.

Kølige sommer-rødvine til maks. 100 kr.

“Jo yngre en vin er, jo koldere skal den serveres! Varme rødvine opleves tunge på alkohol, sødme og bitterhed. Friskhed, frugt og syre er væk.”

De unge og enkle rødvine smager bedst ved 14-15°. Server dem bare ved 13°!

<description>
<Peter Yealands Pinot Noir>
2015 Peter Yealands Pinot Noir, New Zealand I juni 139 kr. v/2 fl. (1 fl. 100 kr.) hos Kvickly/SuperBrugsen/Dagli'Brugsen

Mørke skovjordbær i duften med sorte kirsebær og nogle hindbær under den mørke duft. En ret kraftfuld ung Pinot Noir med søde kirsebær, saftige tranebær, en del piratoslakrids, sort peber og enebær i smagen. Den er blød og eftersmagen varer længe. Drik den let afkølet til risotto med sommersvampe og en mør bøf.

<description>
<Family Reserve Pinot Noir>
2015 Family Reserve Pinot Noir, Chile Sommertilbud 79 kr. (normalt 100 kr.) hos H. J. Hansen

Super sommervin! Her er jordbær, kirsebær og støvede solbærblade i duften. I smagen er den fyldt med hindbær, modne jordbær og lidt bitterhed a la Pomelo. Den er mundvandsdrivende saftig. Server afkølet, og giv den noget luft: Sving den godt i glasset – eller dekanter den. Til svinekød, fjerkræ med morkler, risotto med svampe.

<description>
<Barbera d Alba>
2014 Barbera d'Alba, Italien 80 kr. v 6/fl. (1 fl. 90 kr.) hos Erik Sørensen Vin

Kan man få en udmærket Barbera d'Alba fra Piemonte, for kun 80 kr.? Ja, denne unge Barbera kan sit kram. Med en duft og smag af saftige kirsebær, mørke skovbær, solbærblade og krydderier fra fadet, lægger den op til sommerens pastaretter med en god kødsovs, yndlingsraviolien og til lagrede italienske oste.

<description>
<Cuvée Philipson, Guigal>
2010 Cuvée Philipson, Guigal 25 års jubilæumsvin, Frankrig 100 kr. v/12 fl. hos philipsonwine.com

Den velkonstruerede vin er saftig med mørke bær, fine tørrede urter, og behagelige krydderier. Den er blød og har en god mundfylde. Vinen har en venlig og imødekommende profil, og er velegnet til næsten alle andre hovedretter end fisk. Giv den noget ilt - så åbner den sig mere op og bliver endnu venligere.

Vine til grillen

<description>
<Spier Private Collection>
2014 Spier Private Collection, Sydafrika 69 kr. tilbud i udvalgte uger (normalt 130 kr.) hos Kvickly/SuperBrugsen

Et godt køb! En dyb duft af mørke blommer og sorte kirsebær. I smagen er der kødfulde kirsebær og flæskede blommer med noter af mørk chokolade, karamel og tobak, vanilje og toast. Det er en varm, frugtdrevet vin med ret høj alkohol. Perfekt til alt fra grillen. Til barbeque og hjemmelavet burger - måske med hakket lam i.

<description>
<Ameillaud, Côtes du Rhône>
2015 l'Ameillaud, Côtes du Rhône, Frankrig 75kr. v 6/fl. (1 fl. 90 kr.) hos Erik Sørensen Vin

Allerede i glasset viser den klassiske og præcise sydrhônevin med mørke saftige, modne bær som kirsebær, blåbær, brombær, skovbær og kantareller sit grill-potentiale. I smagen er endnu mere moden frugt, sød lakrids og krydderier fra fadet. En sydfransk vin, der kan håndtere grillmaden med tilbehør ganske fornuftigt!

<description>
<Linde, Ribera del Duero>
2015 Linde, Ribera del Duero, Spanien 85 kr. v 6/fl. (1 fl. 100 kr.) hos Erik Sørensen Vin

Saftig og potent i glasset med duft af kirsebær, hindbær, blomster og noget mineralsk. I smagen får man saftige, letbitre kirsebær, modne mørke jordbær, blåbær og fennikel, og sammen med sødlige fadnoter som vanilje, fremstår vinen let kødfuld og saftig. Grillvin i god balance, der ikke skal serveres for varmt.

<description>
<Founders Estate Zinfandel>
2015 Founders Estate Zinfandel, USA Sommertilbud: 90 kr. v/2 fl. (normalt 120 kr.) hos H. J. Hansen

Når kødet tilberedes over grillens flammer vil vi have en rødvin, der kan matche kødet, røgen og tilbehøret. Den bløde, frugtige Zinfandel med sorte kirsebær, søde brombær, kogte blommer, muskatnød, vanilje og bløde tanniner, kan rumme både røg og syrlig-sødt grilltilbehør. Vil også passe godt til krydret mad.

<description>
<De Lisio Quarterback>
2013 De Lisio Quarterback, Australien Sommertilbud: 100 kr. v/2 fl. (normalt 175 kr.) hos H. J. Hansen

En tydelig solbær-, blåbærduft i den mørkviolette vin med varme krydderier fra opholdet på fadet. I smagen kommer også solbærblade, mørk chokolade, kaffe, sort peber, vanilje og noget tobak frem. En fyldig vin med modne bær og tanniner. Passer til kød fra grillen uden hård (sort) stegeskorpe.

<description>
<Felino Malbec, Viña Cobos>
2015 Felino Malbec,Viña Cobos, Argentina 100 kr. v/12 fl. hos philipsonwine.com

Rødsort blød powervin med vanilje, cedertræ, kokos og cigartobak i duften. I smagen er der sorte modne kirsebær, kirsebærsten, kirsebærlikør, sort peber og ingefær. Giv den lidt tid i glasset, og den byder sig til med saftighed og styrke. Drik den til barbecue: spareribs marineret i bl.a. mørk farin.

<description>
<Catena, Malbec>
2013 Catena, Malbec, Argentina 100 kr. v/12 fl. hos philipsonwine.com

Her er juicy solbær og noget røg og læder i duften. Brombær, solbær og lakrids i den velkonstruerede vin, der har fokus på saftighed, potens og fylde. Der er noget animalsk i udtrykket, der giver vinen godt med vrinsk også i de mærkbare tanniner. Brug krydderurter sammen med det røde kød på grillen, og lad mad og vin forenes.

Vine til fisk på grillen

<description>
<HandCraft Chardonnay>
2015 HandCraft Artisan Collection Chardonnay, USA 69 kr. tilbud i udvalgte uger (normalt 125 kr.) hos Kvickly/SuperBrugsen

Her er citrus, lime, orangeblomster, saftige æbler, ferskner og noget smørfedme i duftaromaerne. I glasset smages friske gule blommer sammen med honning og toast. Den har god krop, en let sprødhed med et lille tanninbid og behersket syre. En nem og frugtig Chardonnay til laks fra grillen, kylling og pastaretter.

<description>
<Pomino Bianco>
2016 Pomino Bianco, Italien Sommertilbud: 80 kr. v/2 fl. (normalt 110 kr.) hos H. J. Hansen

Her er der smæk på duften med roser og andre sommerblomster, søde pærer, banan og æblekerner. I smagen følger den op med ananas, appelsinskal og urter. Den er supersaftig og har en lang eftersmag med noget fedme og honning. Drik den til fede fisk, jomfruhummere og grøntsager – alt fra grillen.

<description>
<Chardonnay Heritage Collection>
2015 Chardonnay Heritage Collection, USA 90 kr. v/12 fl. hos philipsonwine.com

Meget anvendelig! Amerikansk, fadlagret Chardonnay med al den duft og smag af vanilje, kokos og røg den kan trække fra opholdet på de amerikanske fade, sammen med ananas, galiamelon og papaya. Velegnet til kylling, svinekød og laks fra grillen. Til tapas med ost, pølse, andelevermousse, gorgonzola og semidried tomatoes.

<description>
<Fond Croze, Analys, Viognier>
2015 Fond Croze, Analys, Viognier, Frankrig 100 kr. v 6/fl. (1 fl. 120 kr.) hos Erik Sørensen Vin

Aromatisk sommer i glasset! Grøngul i glasset dufter den mildt af hvide sommerblomster, akacie og abrikos. I smagen er den frugtig, aromatisk med noget fadpræg, der gør den velegnet sammen med mad. Den fremstår blød og rund med en pæn længde. Drik den kold til fisk med saucer, laks fra grillen, omelet med trøfler, gule oste og milde gedeoste.