Grillet tun med rødløg og quinoa © WICHMANN + BENDTSEN

Sensommerens bedste grillopskrifter

Grillsæsonen stopper ikke med sommeren. Mange tilbereder mad på grill både efterår og vinter - og det kan du også med et par hurtige tips og de rette opskrifter.

Efterårsgrill

Engang sluttede grillsæsonen med sommeren - men sådan er det langt fra mere. Mange tilbereder mad på grill både efterår og vinter og man ser helårs-gasgrille i det ganske land, så store som limousiner.

For gas har sine fordele, når efteråret tikker ind. Det er først og fremmest praktisk og nemt. På gasgrill kan du tilberede mad, der ikke nødvendigvis skal grille direkte på risten. Man kan nemt tilberede flæskesteg, pulled pork eller andesteg til juleaften. Bevares - det kan man også på en god gammeldags kulgrill, men det kræver lidt mere snilde og tålmodighed.

Lav mad på gasgrill

Gasgrill fungerer i de fleste tilfælde som en almindelig ovn med låg og indbygget termometer, hvor man kan justere temperaturen. Mange grillentusiaster vil nok påstå, at man aldrig kan opnå den samme røgede og brændte smag med gas – og det kan de delvis have ret i. Men til efterårsgrill er gas mere praktisk end at bøvle med grillstarter, sorte kulfingre, og en grill, der brænder ud.

Efteråret byder på mange forskellige råvarer, der også egner sig til at blive tilberedt på grill. Rodfrugter er nogle af de efterårsgrøntsager, der egner sig bedst, tilberedt direkte på grillen. De er robuste og tåler tilberedelse ved høj varme. Pastinak, persillerod og selleri smager himmelsk med brændt kant eller store portobello-svampe. Efterår betyder også vildt-sæson, så andebryst og vildtsvinebryst, egner sig også godt til grill, da de begge har noget fedt med sig og ikke bliver for tørt. Hele kyllinger, ænder, oksestege og braiserede lammekøller er også nemme og komfortabelt at grille udendørs.

Min favorit

Min personlige grillfavorit er dog den udødelige klassiker, ”pølsen”. Jeg elsker pølser, og pølser bliver efter min mening ikke tilberedt bedre end på grillen. De kan både være et supplement til et større grillarrangement eller aftensmaden, men også sagtens udgøre måltidet alene - med lidt tilbehør ved siden af selvfølgelig. Vælg den lidt grove pølse til efteråret, som medisteren med friske urter og løb i.

Så gå til grillen her til efterår.

Bon appetit.