Exam. sommelier Chanet Deleuran © Stine Christiansen/Skovdal Nordic
Jul

Stor test: Rødvinen til julemaden

Mad med fedme, surt og sødt kræver sin vin – og det er ikke ligegyldigt, hvilken slags vin du vælger! Exam. sommelier Chanet Deleuran har smagt og anmeldt de mange forskellige typer rødvin til julemaden og bedømmer dem i forhold til prisen

Vælg rigtigt på vinhylden

Julemaden kræver sit med det mørke andekød og det sprøde andeskind,
 det lyse, delikate svinekød, de salte flæskesvær, den søde rødkål, den flødefede Waldorfsalat, de karamelliserede brune kartofler - her er rigtig mange hensyn, der skal tages. Men der er hjælp at hente i disse dejlige rødvine, vi har testet: fyldt med frugtighed, stor mundfylde sammen med en pæn syrlighed og høj alkohol, der kan brænde igennem det hele menageriet på tallerkenen. Står du ved vinhylderne, så gå efter Malbec fra Argentina, Shiraz fra Australien, Sydrhonevine på Grenache og Syrah - herunder også de store fra Chateneuf-du-Pape og vinene fra Amaroneland, Veneto, i Nordøstitalien. Her får du generelt sødmefulde, runde vine, der kan tage livtag med julens dejligste mad.

“Vælg rødvine med charme, bredde og fylde. De skal også have kompleksitet og friske. Udfordringer der er til for at løses!” Chanet Deleuran Exam. sommelier Hvidvine Det kan faktisk sagtens lade sig gøre at drikke dejlige hvidvine til julens flæskesteg og kalkun! Vælg hvide vine med høj frugtighed, friskhed og en lille druesødme til især flæskestegen med fedt og sprøde svær. Syd for grænsen drikker man fx meget gerne tyske Rieslingvine med god syre og lidt sødme til svinekødet.

Øl og snaps Juleøllets sødme og frugtighed passer rigtigt godt til flæskestegen og til de fleste retter på julebordct! Snapsen skal rense munden godt og grundigt for fedt.

Julemadens allroundere – julevine til and, flæskesteg og måske endda kalkun!

❤️❤️❤️❤️ 2014 Terrunyo Carmenere, Chile Julepris 99 kr. (normalpris 200 kr.) i Kvickly/SuperBrugsen/Dagli’Brugsen Chiles karakteristiske fløjlsbløde nationaldrue, Carmenere, er et helt klassisk valg til at akkompagnere kalkunen, anden og flæskestegen. Den dufter af røde og mørke bær, blommer, vanilje og lidt tobak. Lidt te og chokolade dukker også op. I smagen får man frugten, lidt grøn peber og noget skovbund med en ok kompleksitet, der er velegnet til at skære igennem julens overflødighedshorn af smage, som stritter i alle retninger. Den vil passe godt til en sød rødkål – og klarer også rosenkål stegt med lidt god bacon til kalkunstegen. Vinen har fin mundfylde og er desuden flot dybrød i glasset. Både farve og smag klæder både julenisser og smagsløg.

❤️❤️❤️❤️❤️ 2014 Aniello Pinot Noir 006, Rio Negro Patagonia, Argentina 120 kr. hos Erik Sørensen Vin Lys og imødekommende pinot-farve med en overraskende kompleks og spændende duft af hindbær og jordbær, mild flødekaramel, noget stald og nyslået hø. Dyb, blød smag af modne jordbær og ret aromatiske hindbær - og igen noget frisk hø, men heldigvis følger flødekaramellen ikke med her. Den argentinske kavaler er et herligt forfriskende bekendtskab med en behagelig syre og en moden diskret bærsødme, der slikker kælent om drøblen. Alkoholen er i kort snor. Den smager af et glas mere - eller to. Den føles godt i munden. Kalkun, flæskesteg og andesteg uden for kraftigt tilbehør som fx de brune, karamelliserede kartofler vil passe godt her. Bæredygtigt produceret.

❤️❤️❤️❤️❤️ 2014 Gigondas Grand Romane, Pierre Amadieu V.V. Prestige, Frankrig 220 kr. hos Erik Sørensen Vin Krydderier, skovbær, svampe og lækker, frisk stald damper efterårskoket op af det - forhåbentligt - store glas! Her er Gigondas for alle pengene, ganske potent og i fuldstændig kontrol er der harmoni i smagene med dybsorte brombær, solbær og kaffe, mørk 80% chokolade og en anelse mild, finsk lakrids på bunden. Supersaftig og med fløjlsbløde tanniner. Det er en stor, kødfyldt og elegant vin på én og samme tid, velstruktureret i balance og med godt lagringspotentiale. Måske budgettet holder til en enkelt juleflaske uden at foret i portemonnæen flås helt ud af den grund? Den kraftige vin med den ranke ryg klarer både anden og flæskestegen.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ 2013 Gigondas, Les Reinages, Delas Freres, Rhone, Frankrig 240 kr. hos H.J. Hansen Uhm, masser af fuldmodne, kødfulde, sorte mirabeller, underskov og runde krydderier, lidt sort peber - og i munden følger oven i købet en herlig dyb, sød lakrids, cigar og noget urtet. Det er de aromatiske Grenachedruer, der giver blødheden og det aromatiske, Syrah tilføjer krydderier og fylde, og de modne Mourvedredruer hjælper med en god struktur, så vinen holder sig perfekt i balance uden at flyde ud. Hvad kan man sige? Den er bare 100% lækker og en stor vin til en stor aften. Klarer hele julemenuen – men hold lidt igen med rødkålen. Jeg er vild med den! Skal I have bare én vin til juleaften, så vælg denne. Den er dyr – men den kunne være dyrere!

2016 anmeldte julevine til anden

❤️❤️❤️❤️ 2015 Alamos Malbec Mendoza Catena, Argentina 55 kr. v/12 fl. hos Philipson Wine Her er en dyb frugtighed i den sortrøde vin med fyldige blommer og brombær, som vil glæde de fleste. Det er en venlig vin uden skarpe kanter, og ganske fyldig uden at være tung. Især til julens andesteg vil den med saftighed, blødhed og en behageligt krydret karakter med julekrydderier og en lille behagelig snert af lakrids i bagkanten tilfredsstille de fleste ganer. En venlig og frugtig vin, der er velegnet til julens krævende retter. Men drik den også gerne til lammekød, sammenkogte retter og et stykke mørk chokolade.

❤️❤️❤️❤️❤️ 2013 Gran Reserve Viu Manent Malbec Colchagua, Argentina 60 kr. v/12 fl. hos Philipson Wine Her er der fuld fart på de mørke bær og endda svesker i duften. Når man så smager på den fyldige vin, kommer der her oveni også bær og tørret frugt fulgt op af behagelige chokolade- og kaffenoter, der bliver længe i munden. Til prisen får man masser af saft og ok længde i eftersmagen, mens de bløde tanniner runder oplevelsen fint af til julens andesteg. Det er en meget alsidig vin og rigtig god til prisen. Har I et par flasker til overs til efterjulen kan de sagtens klare at blive drukket til en bøf eller gryderet med oksekød og pastinakker.

❤️❤️❤️ 2015 Renacer Malbec Final, Clásico, Valle de Cuyo Mendoza, Argentina 80 kr. hos Erik Sørensen Vin Blommegrød, kirsebær, kanel og cigarrøg i næsen med mere af jammy frugt i smagen med saltlakrids, kold kaffe og en flæsket bagkant a la bacon. Trods dette opleves den saftig og mundvandsdrivende med en pæn, forfriskende syre og næsten umærkelige tanniner/garvesyre. Den er nærmest silkeblød og koncentreret med en lang eftersmag af noget tobak - og det selv om, jeg er holdt op med at ryge for temmelig mange år siden. En harmonisk Malbec der med sin mørke frugt og store saftighed er velegnet til andestegen. Jeg er dog lidt bekymret for rødkålen.

❤️❤️❤️❤️ 2012 Châteauneuf-du-Pape Cuvée Deux Sœurs, Tour St Michel, Frankrig 150 kr. v/12 fl. hos Philipson Wine Châteauneuf-du-Pape fra Rhône i Sydfrankrig er historisk set en klassisk partner til julemaden juleaften! Ofte er disse noget dyrere end andre gode vine fra Rhône-området, men denne er til at komme i nærheden af til en fin pris på en særlig aften. Af med proppen og der er aromaer af røde, modne bær som tyttebær, og en bund af mørke blommer, beherskede krydderier og piratos-lakrids. Det er en venlig og kompleks vin med flere behagelige lag af smagsoplevelser. Blød garvesyre og afrundet, dyb frugt, der virkelig inviterer indenfor. Masser af smag, uden at den fremstår som tung - trods en høj alkohol på 15%! Man mærker en feminin vinmagers elegante håndtryk i glasset. Fire store stjerner

❤️❤️❤️ 2013 Torbeck, Barossa Valley, Grenache, Mourvedre, Shiraz, Australien 150 kr. hos H.J. Hansen I duften er der sorte kirsebær og solbær med noget cedertræ fra opholdet på fadet, sammen med noget kogt og røget blåbærmarmelade. Også sort peber og mørk chokolade damper op om duftesansen, og samtlige aromaer maser sig vej ind omkring smagsløgene. Den høje alkohol 15% brænder varmt i munden, men vil nok kun skræmme ganske få danskere. Der er dømt ren ”aussie” og ”downunder” med varm frugt og høj intensitet. Fuld power og ingen vej tilbage. Drik den til juleanden med det hele – men måske bare i beherskede slurke og et stort glas postevand ved siden af.

❤️❤️❤️❤️ 2013 A Lisa, Bodega Noemia de Patagonia, Malbec, Argentina 210 kr. hos H.J. Hansen Kraftfuld sort tangofætter fra det argentinske højland med mørke bær og blommer i duften, solbærlikør, lejrbål, fadnoter og lidt ymer. Heldigvis er den mindre testetoron-agtig i munden, hvor den er mere frugtig og bærmoden, med lidt hyggelig dyb skovbund og et lille, fint, grønt tanninbid til sidst, fra umodne druekerner måske. En ganske interessant Malbec, der gerne vil vise muskler, men som heldigvis formår en del mere end bare det. Blød og saftig og et overraskende bud til julebordet. Prøv den bare!

❤️❤️❤️❤️❤️ 2009 Amarone Villa Rizzardi, DOC Classico, Valipolicella, Italien Julepris 600 kr. for 2 fl. (normalpris pr. fl. 425 kr.) hos H.J. Hansen Tre år på franske egetræsfade hos den anerkendte Amarone-producent fornægter sig ikke – hverken i duftaromaerne eller i smagsbilledet. De omhyggeligt tørrede, økologiske druer har mindst 3-4 måneder på bagen, fra de er høstet, til de bliver kastet i gæringskarret og vinproduktionen kan gå i gang. Den koncentrerede intense frugtsødme og julekrydderierne springer gavmildt op i næsen – men nu ikke noget med at begynde at drikke af de mørkerøde dråber, før vinen har fået lidt luft og en slyngtur i de store glas – tag de største I har. Nu begynder sveskerne, rosinerne og de sorte blommer at fylde bevidstheden, og man kan begynde at nippe og smage – det er ikke en vin, man drikker for at slukke tørsten. Her skal nydes. Smag også vanilje, kanel og en anelse portvinsnoter i nuancerne. Stor mundfylde, lang sødmefuld eftersmag og helt oplagt til andestegen med rødkål! I kan også vælge at ønske jer den i julegave i år og gemme den i kælderen 5 år. Vinen har et lovende lagringspotentiale og vil formentlig kun blive endnu mere potent 10 år efter høståret. Pas på, der 16 % alk. og det er noget, der slår. Hårdt!

❤️❤️❤️❤️❤️ 2012 Allegrini Amarone della Valpolicella Classico, Italien 350 kr. v/12 fl. hos Philipson Wine
Prisen er til den julepebrede side, så mange vil nok af den grund falde fra, inden vinen er købt, serveret og smagt. Men den er et særdeles godt bud på en julegave til herren i huset, der sætter præcis på en vin fra et anerkendt vinhus, der vil tage sin retmæssige plads ved julebordet. De tørrede bær, Amarone-vinen er lagret på, oser op gennem glassets åbning med svesker, mandler og brændte figner. Kør den rundt i glasset – helst et stort bourgogneglas med god plads - og duftene forfører endnu mere. I munden folder den sig nærmest portvinsagtig og de tørrede frugter, krydderier og noget marcipan vil glæde levemanden. Her er en flot syre og friskhed, stor mundfylde og dunbløde, krydrede tanniner til at rense munden for andefedt med. Med 15,5% alk. skal man holde tungen lige i munden for at være klar i hovedet til dansen rundt om juletræet efter middagen.

2016 anmeldte julevine til flæskestegen

❤️❤️❤️❤️ 2013 Marques de Casa Concha, Syrah, Chile Julepris 75 kr. (normalpris 120 kr.) i Kvickly/SuperBrugsen/Dagli’Brugsen Masser af solduftende solbær, en behersket kant af sort peber og sødmefuld finsk lakrids både i duft og i smag. Her får I en fyldig og saftig vintervin med noget fadpræg med lidt julekrydret cedertræ, der passer fint til en højtid som julen, hvor der er ribssaft-kogt rødkål og sukrede kartofler til den fede flæskesteg med svær og anden med det sprøde skind. Vinen er krydret, blød og saftig med en flot krop og overraskende stor mundfylde, fin balance og meget behagelig. En hyggelig gæst på julebordet, men giv den noget luft – ilt den eller dekanter den – så folder den sig ud efter nogle minutter.

❤️❤️❤️❤️ 2015 Rosso San Pietro, Guerrieri-Rizzardi, IGP Veneto, Italien Julepris 79 kr. (normalpris 125 kr.) hos H.J. Hansen Værsgo’, en miniamarone fra Venetos fornemme vinproducent Guerrieri Rizzardi til meget billige penge i denne ellers så dyre juletid. Vil du have knap så meget alkohol, som man ikke kan undgå i en rigtig fuldblodsamarone (15-16-17% alk.), er her et bud på en velegnet julevin (den er kun på 13,5% alk.). Den er ikke lige så fyldig som sin storebror Amaronen, men mindre kan bestemt også gøre det for de fleste. I duften finder du sødmefulde frugter og bær med vanilje og varme julekrydderier. Den er godt sat sammen af de klassiske druer for området og passer med god friskhed og stor modenhed fint til den danske juls flæskesteg med sprøde svær, rødkål og surt - og de brune kartofler! Men den vil også være en god følgesvend til en velformet pizza lørdag aften.

❤️❤️❤️ 2015 Grenache Noir V.V. Galhaud, IGP Catalan, Frankrig 90 kr. hos Erik Sørensen Vin Saftige, røde Stevnskirsebær, blommer, fadnoter og vanilje. Blåbær blander sig med kirsebærrene i munden og nelliker, kanel og vanilje med kaffe og chokolade sætter deres aftryk på smagsløgene. I bagkanten er der en del lakrids, tobak og lidt hø. Ok harmonisk og i balance til den nemme side med fin mundfylde og længde. Her vil valget af flæskesteg med tilbehør passe godt - vinen vil ikke overdøve oplevelsen af det lyse svinekød, og den sødmefulde rødkål vil endda matche fint. Giv den noget luft. Saftig, er det ord, der brænder sig mest fast her.

❤️❤️❤️❤️❤️ 2010 Cuvée Philipson Rhône Rouge Guigal 25 års jubilæumsvin, Frankrig 100 kr. v/12 fl. hos Philipson Wine Her får du en vin, der har fået rigtigt gode anmeldelser over hele linjen! 100 kr. pr flaske for en jubilæumsvin, der er blød og fast på samme tid, saftig med mørke bær og med en anelse tørrede krydderurter, krydret og vinøs, harmonisk og fyldig, spændstig og harmonisk med afrundet garvesyre. Vinen er fra det sydlige Rhône, der er blevet et favorit-vinområde for mange danskere de senere år. Producenten E. Guigal anses af mange for at være den bedste producent herfra. Drik den bare til flæskestegen med rødkål til, men dekanter/ilt den helst først. I er i gode hænder!

❤️❤️❤️❤️ 2014 First Drop Mother´s Milk Barossa Valley Shiraz, Australien 100 kr. v/12 fl. hos Philipson Wine Med tegneserie på etiketten er der leget med virkemidlerne – også i navnet: Mother’s milk. Og hvis man ikke kan huske, hvordan dét smagte, så er der garanteret ingen skarpe kanter at støde sig på, når først flaskens indhold er pøset i store glas. I 2007 vandt vinmageren bag vinen, Matt Gant prisen som Australiens: Young gun of Wine. Han går gerne helt nye veje, når drue-alkoholen skal udvikles. Her er masser af røg i duften – og så er det her, at grillfolket som regel er helt fremme på stolen med oprigtig interesse. Heldigvis er der samtidig masser af frugt med mørke blommer, solbær, ribs og lidt peber i smagen – sammen med en anelse kogte rodfrugter og sur fløde på bunden. Den har en behagelig friskhed. Alt i alt er der leget med det hele på en herlig måde, der ender i en rigtig god smag, som man kun kan holde af. Den vil være fantastisk til flæskestegen!

❤️❤️❤️❤️
2014 Bouquet des Garrigues Rg. Côtes de Rhône, Frankrig 150 kr. hos H.J. Hansen Her dufter af Sydfrankrig med lavendelmarker, roser, røde modne sommerbær, skovbær, lidt tobak, læder og noget jord. Og selvfølgelig de for områdets vine så karakteristiske duftende, soltørrede, krydderier. Det siger en del om en vin, når der er så mange ord og indtryk, der kan udmønte sig i en beskrivelse – altså alt andet end kedelig. Vinen har en overraskende dybde og kompleksitet og en behagelig mundfylde. Der er noget Chateneuf-du-Pape-præg over denne biodynamisk producerede vin – på den gode måde – uden at den virker tung. Kompleks men ukompliceret og lige til at drikke til julemaden. En rhonevin med et feminint afsæt.

❤️❤️❤️❤️ 2014 La Ripassa de Montagne, Benjamin Darnault/Jeff Carrel, Frankrig 150 kr. hos Erik Sørensen Vin Vi er i Sydfrankrig, hvor solen skinner og blæsten blæser - et klima, der giver sødmefulde, modne druer og runde, ofte krydrede vine. Denne virker dog umiddelbart lidt lukket i duften. Giv den luft og lidt tålmodighed, så kommer der rene, friske, røde bær i duften, jordbær, ribs og kirsebær, der i munden ledsages af mørk chokolade, skovbund og mørke skovbær. Den er slank, rank og ren i sit udtryk - stadig ret ungdommelig i det, men rund og blød, og kan sagtens drikkes nu med stor fornøjelse. Jeg tror faktisk ikke, der følger hovedpine med dagen derpå - den føles sund. Server den til flæskestegen med sprøde svær, selvfølgelig. Bærdygtigt produceret.