Grill © iStock

Tips og tricks til perfekt grilning

Det kræver tålmodighed at få det perfekte resultat. Her får du tips, tricks og grilltider til alt, hvad dit grill-hjerte kan begære!

Den store grill-guide

Det skal du vide, før du går i gang

  • Kontroller at der ikke er afbrændingsforbud, og hav altid vand ved hånden.

  • Vær tålmodig og vent, til der er fine gløder. Grillen er klar, når overfladen på kullene er grå og alle flammer væk. Det, der skal grilles, skal ikke brændes.

  • Grillbriketter er nødvendige til indirekte og direkte grilning af råvarer, der kræver længere grilltid. Grillkul er velegnede til pølser, burgere og tynde steaks.

Direkte grilning: Brug gerne briketter, som holder på varmen og gløderne længere end grillkul. Vent til der er perfekte gløder. Læg det, der skal grilles, lige oven over gløderne. Hold godt øje og flyt det, der begynder at blive færdigt, ud mod kanterne, hvor der ikke er så varmt.

Indirekte grilning: Læg briketterne i siderne af grillen og det, der skal grilles i midten. Stil gerne en foliebakke under risten, så fedtet kan samles der. Grill under låg, så varmen kan fordele sig jævnt og rundt om maden. Jo større et kødstykke er, jo større afstand skal der være til gløderne.

Grilltider oksekød

  • Indertemperaturen medium: 55-60°

Hakkebøffer: 2 cm, 5 min. direkte i alt.

Steaks: af inderlår, klump eller tykstegsfilet, 1-1 ½ cm, direkte 2 min. i alt.

Oksefilet: 2 cm, grilles direkte 3 min. i alt.

Entrecote: 2 cm, grilles direkte 3 min. i alt.

Tournedos: 3 cm, direkte 4-5 min. i alt.

Flanksteak: ca. 3 cm tyk, grilles direkte ca. 15 min. hele vejen rundt.

Tykkam: i helt stykke ca. 1,2 kg, langtidskoges 1 ½-2 timer, og grilles derefter direkte på alle sider, ca. 20 min.

Grilltider svinekød

  • Indertemperatur medium: 58-65°

Svinemørbrad: hel, ca. 600 g, ca. 25 min i alt på alle sider.

Svinemørbrad: i skiver, ca. 2 cm tykke, grilles direkte ca. 4 min. på hver side.

Nakkefilet: i helt stykke, ca. 1 kg, forkoges, grilles direkte ca. 10 min. på alle sider.

Nakkekoteletter: ca. 2 cm tykke, grilles direkte ca. 8 min. på hver side.

Ribben: tynde og ukogte spareribs grilles direkte ca. 10 min. i alt.

Ribben: tykke i stykker, forkoges og grilles direkte ca. 4 min. på hver side.

Grilltider kylling

  • Indertemperatur: 70°. Det er vigtigt at kyllingen er gennemstegt. Brug derfor et stegetermometer.

Kyllingeunderlår: grilles indirekte ca. 25 min. i alt.

Kyllingevinger: grilles indirekte 15-20 min. i alt.

Hele kyllingelår: grilles indirekte ca. 30 min. i alt.

Kyllingespyd: grilles direkte 10-15 min. i alt afhængig af stykkernes størrelse.

Hel kylling: 1,2 kg grilles indirekte ca. 1 time 15 min. i alt.

Grilltider lam

  • Indertemperatur 58-65°

Lammefilet i skiver: ca. 1 ½ cm tykke, grilles direkte ca. 2 min. på hver side.

Lammefilet hel: ca. 500 g, grilles indirekte ca. 15 min. på alle sider.

Lammemørbrad: ca. 150 g, grilles direkte ca. 6 min. på alle sider.

Lammekoteletter dobbelte: grilles direkte ca. 5 min. på hver side.

Lammekølle, hel med ben: ca. 1 ½ kg, grilles indirekte ca. 1 ½ time på alle sider.

Grilltider fisk

Hel makrel: grilles direkte ca. 10 min. på hver side.

Laksefilet, hel: ca. 600 g, grilles indirekte ca. 8 min. på hver side.

Laksefilet i portionsstykker: grilles indirekte ca. 3 min. på hver side.

Hel sandart eller anden mager fisk: grilles direkte ca. 14 min. på hver side.

Tynde fiskefileter: grilles direkte ca. 2 min. på hver side.

Grilltider skaldyr

Blåmuslinger: grilles indirekte ca. 8 min.

Hummer, kogt: grilles direkte 3 min. på kødsiden nedad.

Jomfruhummer, halverede, rå: grilles direkte ca. 4 min. på hver side over hede gløder.

Jomfruhummer halverede: kogte, grilles direkte ca. 2 min. på hver side over hede gløder.

Østers: grilles direkte i skallen 2-3 min. over hede gløder.

Kammuslinger: grilles direkte 1-2 min. på hver side over hede gløder.

Rejer: grilles direkte 1 min. på hver side over hede gløder.

Grilltider grøntsager

Aubergine: ½ cm tykke skiver. Salt, og lad ligge ca. 10 min. for at bitterheden kan trække ud. Grill direkte ca. 5 min. i alt.

Majskolber hele: grilles indirekte ca. 15 min.

Løg små hele bundløg: grilles indirekte ca. 10 min i alt. Ca. 5 min. hvis løgene blancheres før grilning.

Peberfrugter: halve, grilles direkte ca. 5 min. på hver side.

Asparges: grønne, grilles direkte ca. 4 min. i alt på alle sider.

Squash: ca. 1 ½ cm tykke skiver, grilles direkte ca. 3 min. i alt.